tirsdag den 26. maj 2009

Boganbefaling: Den der lyver / af Ida Jessen (2001)



Min vurdering 8/10

Hovedpersonen Christian starter en lægepraksis i Hvium i Himmerland, men da han og Nina flytter deroppe blotlægges hans personlige og ægteskabelige fallit gradvis, i lyset af lokalsamfundets indforståede, hviskende sladder.

Emnerne er ægteskab, flytte til et nyt sted, at passe ind, sladder i en mindre by mm.

Christian og hans kone er velbeskrevet og ikke entydige personer. Christian er interesseret i, hvordan andre betragter ham og vil ikke have nederlag. Han er vant til at få sin vilje. Christian virker stærk udadtil og opfatter sig selv som usårlig. Han søger efter en identitet ved at prøve sig frem. For Christian kræver det andre menneskers beundring for at han kan lyse. Nina er organist, hun er smuk, men undvigende og siger sjældent ja eller nej til noget.

For mig er det lidt af et puslespil, vi får kun lov at se fragmenter fra ægteskabet mellem Nina og Christian. Hvis læseren havde kendt dem over længere tid, så ville det nok være nemmere at forstå dem.

Romanen blev til umiddelbart før forfatteren Ida Jessen selv brød ud af sit ægteskab. Ida Jessen har boet det meste af sit liv i landsbyer bortset fra 7 år, hvor hun studerede i Århus. Hun er både tiltrukket og frastødt af landsbyer, som hun udtaler i interview om bogen. (DR lydbog, koplevs krydsfelt)

Det kan godt forekomme lidt klicheagtigt med arketyper og sladder i landsbyer. Men på den anden side, så er det tit sådan. Ida Jessen ser rimeligt negativt på, at alle kender hinanden i landsbyen. Men landsbyer kan anskues positivt, at alle kender hinanden og ved, hvad hinandens behov er.

Jeg synes det lidt kedelige miljø trækker ned, mens de interessante personer trækker op. Der er en hel del bipersoner, som er ret interessante, og de repræsenterer nogle af de følelser, som Christian gennemgår. Jeg kan godt li, at der er en del symbolske metaforer og at bipersonerne har forskellige funktioner. Fortællersynsvinklen er også interessevækkende, som jeg ikke vil afsløre. Fortælleren nævnes i Weekendavisen, liv og løgn, Ida Jessen interview, 17.08.2001, 3 sek.

Et andet aspekt jeg mener trækker lidt ned er, at vi som læser mangler at høre om flere handlingsdele, som ikke afsluttes ordentligt i romanen. Men det kan sagtens være bevidst fra forfatterens side. Der er en del at fortolke, som vi også gjorde til læsekreds jeg er med i. Blandt andet titlen kan diskuteres. Hvem er det der lyver? Ida Jessen giver svaret i interview: (DR lydbog, koplevs krydsfelt), som jeg ikke vil afsløre her.

Titlen ’Den der lyver’ henviser til en gammel børneremse: ”Den der hvisker lyver. Den der lyver stjæler. Den der stjæler kommer i tugthuset. Den der kommer i tugthuset kommer aldrig ud igen”.

En rigtig god dansk roman, som jeg anbefaler. Til sidst virker det til, at der lægges op til en fortsættelse!

Øvrige kilder:
Forfatterweb: stud.mag. Ida Blinkenberg Lidell / Ida Jessen
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zjessen00
Litteratursiden: Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/den-der-lyver-af-ida-jessen
Lydbog, koplevs krydsfelt, interview med Ida Jessen (bibliotek.dk)

Weekendavisen, liv og løgn, Ida Jessen interview, 17.08.2001, 3 sek.
Politiken anmeldelse: Genudgivelser: Farlig diskretion, 2002
Information anmeldelse: Ny bog: Drengen i manden, 2001

Ingen kommentarer:

Send en kommentar