tirsdag den 26. maj 2009

Boganbefaling: Thelma / af Lars Kjædegaard (2006)




Min vurdering 8/10

Poul Helweg’s eget privatliv er meget turbulent, da han opsøges i sit firma "Ærligt nærvær" af Thelma, hvis mor er død på mystisk vis. Hendes far og moster skal giftes, og Thelma har sære syner, så hun har virkelig brug for hjælp.

Emnerne i denne nutidsroman er ærlighed, løsrivelse fra forældre, at blive voksen, hævn, skyld, had mm.

Thelma er 2. del af en serie, men denne bog kan læses uden at have kendskab til de andre dele. Første del fra 2006 hedder ’Montebello’, mens 3. del fra 2007 hedder ’Solsorten’. Jeg er ikke klar over, om der kommer flere.

Jeg kan godt li personerne og det univers forfatteren har skabt i denne serie.

Jeg synes dialogerne mellem Poul og Thelma er de mest læseværdige dele af romanen, fordi der er en kemi mellem dem. Jeg følte jeg kunne drage en parallel til filmen ’Lost in translation’, hvor en lidt ældre mand og en yngre kvinde mødes og diskuterer, fordi de ikke kan så godt med deres nærmeste.

Et citat fra bogen s.35 : - "Ærlig til det sidste, hvad?" - Poul: "Skulle jeg lyve?"

Poul’s motiv for at oprette firmaet Ærligt Nærvær er interessant at spekulere over. Er det af lyst eller af kedsomhed? For at gøre en forskel? Eller fordi Poul savner selskab? For at undgå at Poul skal kigge på sine egne problemer? Hvor meget skal Poul blande sig i andres problemer? Det er muligt, at Thelma hos Poul søger et følelsesmæssigt alternativ til den familie og materialisme, som hun er omgivet af. Måske er det en afspejling af tiden, at folk i romanen ønsker psykologhjælp hos Poul i Ærligt Nærvær, selvom de ikke har store problemer.

Der er gentagende referencer til et hovedværk i litteraturen, som jeg ikke vil afsløre her, som suger lidt af originaliteten ud af bogen, synes jeg. Det kunne jeg godt have været foruden.

Den er skrevet på et nutidigt sprog. Jeg kan godt li de betragtninger, der er om ærlighed. Det blåtfarvede cover kan være en symbolsk henvisning til ærlighed.

Kjædegaard fletter også samtidsemner ind i romanen om fx 11. september og Muhammed-tegningerne.

Lars Kjædegaard’s romaner er blevet anbefalet af bibliotekarer på litteratursiden i stor stil.

En god bog. Jeg anbefaler den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar