lørdag den 11. juli 2009

Boganmeldelse og analyse: Fra smørhullet / af Kirsten Hammann (2004)

Min vurdering 4/10

Emnerne er kvinder, identitet, skilsmisse, normalitet, tv-kiggeri, konsumsamfund mm.

Mette på 35 år og ægtemanden Søren bor i København. Efter Søren og Mettes ægteskabelige idyl sidder Mette nu fraskilt i den lækre lejlighed i Amaliegade. Hun kan ikke forestille sig et liv uden Søren og lader tiden og livet passere revy i ørkesløs lediggang og indkøbsflip.

Nogle betegner bogen som chick lit, men det er ikke den genre jeg tænkte på, da jeg læste den. Jeg vil hellere sige, at det er en dagbogsroman om en kvinde. Den kan læses af alle og henvender sig i mine øjne ikke kun til kvinder.

Mette synes jeg er en trist person, hendes liv er gået i stå efter skilsmissen. På mange måder lever hun et ultra-normalt liv. Ligesom 'Timerne' jeg tidligere har anmeldt her, så minder det lidt om den roman, idet 'Fra smørhullet' handler om de største og mindste tanker på en dag. Tristheden hænges op til skue, så jeg som læser tænker med medlidenhed: ud af dit smørhul og kom i gang!

Kirsten Hammann har udtalt, at hun ikke er ude på at lave den store handling, men i stedet fremvise billeder af tiden, steder og omgivelser. At beskrive nuet og lære et menneske at kende så tæt på som muligt.

Ifølge Hammann er romanen et billede på, at alt ikke altid bliver som man havde drømt om. Samtidig er det et tidstypisk billede på mennesket i dag, hvor det er blevet gratis at mene noget om alting uden egentlig at foretage sig noget. Mette er et symbol på at være sig selv nok. Mette er kvalt i overflodssamfundets materialisme. Dog er Mette ifølge Hammann lidt ekstrem i sin karaktertræk ved at være præget af lammelse og passivitet. Mette er bevidst om, at hun har muret sig inde og har frivilligt givet op. Lammelse kommer måske an på synspunktet, det kunne også anses som fred og ro. Mette nyder sin dårlige samvittighed, hun nærer sig ved den ifølge Hammann.

Mette føler sig magtesløs, og det kan alle mennesker føle overfor verdens problemer, når de fx ser nyhederne. Desværre yder Mette ikke engang et lille bidrag til samfundet, hvilket er det mest frustrerende ved hendes person. Det var nok for Mette at være den kendte forfatter Søren's hustru, så hun opgav at male, da hun giftede sig med ham. Den eneste måde hun føler hun kan dele sit indre med andre på er ved at male.

En dag i dagbogen omhandler fx terrorangrebet 11. september 2001, men angrebet flyder sammen med andet tv og bliver for Mette ligesom underholdning. For hende er der en dobbelthed mellem rædsel og at more sig. Man kan sige, at både medier og Mette er skyldige. Medierne kunne vise mindre om 9/11 i tv, og Mette kunne slukke for sit tv. Forfatteren Kirsten Hammann og for så vidt læseren hæver sig som 3. person og definerer, hvad er rigtigt og forkert.

Budskabet har jeg svært ved at få øje på udover at medierne kan sætte dig i en dvale-tilstand, som ikke er sundt.

Overordnet synes jeg, at jeg som læser kørte død i de ofte meningsløse dagbogsindlæg, som er så banale, at de bliver kedsommelige. Der mangler noget mere menneskelig interaktion og at Mette engagerer sig i andre mennesker. Det eneste der fangede min opmærksom var nogle af Mette’s tanker om dit og dat som fx tv-udsendelser.

Intentionen var formentligt, at man skulle spejle sig i nogle af situationerne, men det er kedeligt i længden at læse om en person, som har opgivet. Hovedpersonen føler sig også kedelig, fordi hun ikke får noget ud af livet. Det var måske ikke så mærkeligt, at Søren valgte at rejse fra Mette! Ligesom jeg også valgte halvvejs igennem romanen.

Der er næsten ingen handling i romanen. Det kan godt være, at bogen kan læses som et portræt af en generation, som er overfladisk og egoistisk. Måske er romanen en analyse af dovenskaben?! Jeg har på fornemmelsen, at bogen er en kritisk satire, som peger tilbage på alle danskerne, der sidder i deres eget 'smørhul' og glor tv hver aften.

Men jeg anbefaler den ikke.

Øvrige kilder:
TV-udsendelse: Bestseller læseklubben - Kirsten Hammann (2004)
Litteratursiden: Cand. mag. Tina Brødsgaard Andersen / Analyse
http://www.litteratursiden.dk/analyser/hammann-kirsten-fra-sm%C3%B8rhullet
Litteratursiden: bibliotekar Karin Hedemand / Anbefaling
http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/fra-sm%C3%B8rhullet-af-kirsten-hammann

Ingen kommentarer:

Send en kommentar