lørdag den 26. september 2009

Boganmeldelse : Tolv gæster / af Nancy Huston (2002)

Min vurdering 5/10

Litteraturprofessor Sean Farrell har i år 2000 samlet tolv venner til middag Thanksgivingaften. Gennem samtaler, tanker, flash-backs og den guddommelige fortæller svævende over det hele, lærer vi dem at kende i fortid, nutid og fremtid.

Jeg læste den danske udgave, den originale er canadisk og fra 2001. Den hedder Dolce agonia (fransk). Ifølge litteratursiden= sød dødskamp. Ifølge bogens verden= den søde lidelse. Dolce agonia er også navnet på et canadisk band:
http://www.myspace.com/dolceagonia

Det er en meget amerikansk roman, og jeg synes trods det originale påfund med Gud som ”fortæller”, så er venner til middag Thanksgivingaften set mange gange før i eksempelvis amerikanske film og tv-serier. Mit håb var at samtalerne her ville være interessante pga. personernes baggrunde. Desværre synes jeg ikke Nancy Huston gør diskussionerne for alvor mindeværdige. Atmosfæren virker hyggelig og realistisk. Muligvis er det en ulempe ved historien, at mange af vennerne og veninderne kender hinanden så godt, da de måske igennem årene har udtømt de spændende diskussioner med hinanden.

En styrke for mig er, at der er nogle flotte og levende personbeskrivelser, men jeg synes ikke de for alvor bliver brugt til noget. Der er for lidt på spil. På grund af historien foregår på en enkelt aften, så er det begrænset hvor meget udvikling der kan være. I stedet er fortrolighed, tanker, relationer, erindringer, deres børn, og at have det hyggeligt i fokus.

En af de romaner, hvor jeg overvejer om jeg skal læse det hele, da jeg kan se i indholdsfortegnelsen, at det er mere af det samme længere henne i romanen. Jeg følte det i og for sig kunne have fortsat i det uendelige! Det er sådan en bog, hvor jeg følte man kan dykke ned i handlingen hvor som helst, og derfor skimmede jeg 2. halvdel af romanen.

Interessant er det, at Gud har en personlighed og smag. At denne Thanksgivingaften proklameres til at være et af højdepunkterne i verdenshistorien for selveste Gud gør, at jeg som læser har store forventninger i starten, som det er meget svært for bogen at leve op til.

Side 10, Gud:
”de begivenheder i menneskehedens historie som jeg bedst kan lide. Hundredårskrigen, for eksempel. Kleopatras død. Thanksgivingmiddag hos Sean Farrell omkring år 2000…”

Jeg var mest optaget af afsnittene med Gud som fortæller, selvom de er lidt morbide om hvert enkelt af personernes psykologi og død. Det er lige før du kan nøjes med at læse disse kapitler.

Jeg kunne godt lide metaforen om skildpaddeløbet, hvor i stedet for at løbe fremad løber dyrene i alle mulige retninger. Et billede på, at mennesker ikke altid opfører sig, som man kan forvente det.

En slags postmodernistisk roman, hvor der er mange små hændelser i den store fortælling. Men så alligevel ikke postmodernistisk, fordi Gud i romanen kender den endegyldige sandhed (fortid, nutid og fremtid), og indenfor postmodernisme er der ikke nogen universel sandhed. Da Gud er alvidende fortæller, er det så en anti-postmodernistisk roman?

Jeg var nok heller ikke målgruppen for bogen, som jeg tror henvender sig mest til forældre over 40 med børn som er fløjet fra reden. Her var der en del betragtninger om forældrerollen, som jeg tror folk i den aldersgruppe vil kunne identificere sig med. De fleste af de tolv gæster virker til at være mellem 40-60 år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar