søndag den 8. august 2010

Boganmeldelse: Den lille bog / af Selden Edwards (2008)

Min vurdering 6/10

Et kort resumé fra bibliotek.dk:
Wheeler Burden er rockstjerne og baseballtalent, og hans historie knyttes sammen med farens, der var krigshelt, og bedstefaren, der var iskold forretningsmand.

Forfatteren er amerikaner. Den foregår i både Wien i 1897, samt i flere perioder i det 20 århundrede i USA. Det er en historisk roman, som er rimelig nem at gå til, sproget er ikke tungt. Synes romanen menneskeliggør nogle berømte skikkelser som fx Freud og Mark Twain. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har en tendens til at glemme at de udover deres talent også var mennesker af kød og blod med følelser og tvivl.

Kapitlerne i Wien fangede mig mest. Men min favorit passage er hvor Flora og Dilly Burden mødes ved katedral i England. Efternavnet Burden kan pege på, at familien bærer på en byrde. Det kan være en god idé at lave et stamtræ for at kunne holde styr på navnene og familierelationer.

Det er en meget amerikansk roman. Jeg er ikke interesseret i baseball, de afsnit valgte jeg simpelthen at springe lidt let hen over, og det gik heldigvis ikke ud over helhedsforståelsen.

Et af hovedtemaerne i historien handler om, at det er en drengedrøm for hovedpersonen (og læseren?) at blive genforenet med et familiemedlem, som døde, mens man var lille. Så man kan opleve hvem den person var, og selv møde personen som andre i familien har fortalt historier om.

Perioderne i 1960erne i USA og 1890erne i Wien er nogle meget progressive og spændende perioder, hvor man gjorde oprør i fx kunst og musik, forfatteren giver nogle flotte beskrivelser af bylivet og atmosfæren, som jeg synes fungerer fint. Men ærligt talt får du mere ud at læse et faglitterært supplement som fx ’Freud for begyndere’. Det er grunden til jeg aldrig har været den største tilhænger af historiske romaner, fordi du ikke kan vide om det er fakta eller fiktion. Det er bedre bare at læse 'Den lille bog' for stemningens skyld.

Der er nogle tidsmæssige paradokser, som min læsekreds ikke kunne få til at gå op, og det er for alvor her, at forfatteren har efterladt nogle tomme pladser til fortolkning. Er Wheeler og Weezie opdigtet eller er de virkelige? Hvor opstår Freuds ideer og ville han have fået ideerne alligevel? Kan personer fra fremtiden påvirke fortiden, når fremtiden ikke er sket endnu? Selden Edwards sætter spørgsmålstegn ved, om man kan og bør ændre på historiens gang, hvis man fik muligheden for det. Selv kunne jeg godt have tænkt at forfatteren havde reflekteret bare lidt om tidsparadokserne, men det gør han altså ikke.

Styrker:
I den positive ende kan jeg godt lide bøger som opfordrer til at høre musik, her Buddy Holly og Gustav Mahler. Ulempen ved at nævne musik i en roman er, at man savner at høre det undervejs, som man med fordel kan gøre i en film.

Romanen satte nogle tanker i gang om at have betydningsfulde lærere i sit liv, som jeg synes kan være et diskussionspunkt til læsekreds. I romanen bliver Freud en slags mentor for hovedpersonen Wheeler.

Jeg kan godt lide forsiden, hvor uret bølger frem og tilbage, som bliver et billede på fortid og fremtid. Tidslinjen der gror langs bunden af coveret er også godt fundet på, at tiden måske er noget levende ligesom en gren på et træ. Eller er det et stamtræ?

Svagheder:
Jeg føler det er lidt for ufarlig en roman, den tager ikke mange chancer og virker ret kalkulerende, at den vil være populær og bestseller. Det eneste kontroversielle er relationen mellem Wheeler og Weezie, som er set før.

En anden svaghed for mig er, at det er mest handlingsreferat, da det er hovedpersonens mor Flora, som er fortæller. Muligvis kan der være lidt at diskutere, hvis hun er en upålidelig fortæller, og beskriver Wheeler og de andre familiemedlemmer i et positivt lys.
Men de romaner jeg foretrækker indeholder dybere personbeskrivelser og personers refleksioner, hvor jeg kan sætte ’æselører’ i teksten, men det var der forbavsende lidt af her.

Mit favoritcitat i bogen s.191 handler om, at helte ikke nødvendigvis er en god ting:
”Heltehistorierne om hendes mand kunne hun slet ikke lide, de var med til at videreføre krigens dårskab”

Nogle andre kritikpunkter er, at afsløringerne til slut for mig ikke er overraskende nok. Hvis du tror, at ’Den lille bog’ er lille, så kan du godt tro om igen! Den er på ca. 460 sider. Selden Edwards kunne sagtens have barberet en del sider væk, især når han påstår han har skrevet på bogen i 30 år! Der var nogle gentagelser undervejs.

Jeg synes også flere dele af historien minder lige lovligt meget om 'Tilbage til fremtiden' filmene, ja det er lige før du kunne kalde ’Den lille bog’ nr. 4 i rækken! Romanen vil nok ikke blive filmatiseret, fordi den ligner de film i så høj grad. 'Tilbage til fremtiden' nævnes ikke som kilde i slutbemærkningerne, men det er tydeligvis en inspirationskilde.

Jeg tror bogen handler om, at andre mennesker gør dig til den du er. Men alt i alt synes jeg ikke, at ’Den lille bog’ er original eller reflekterende nok til at blive kaldt et mesterværk.

fredag den 28. maj 2010

Boganbefaling og analyse: Ifølge loven / af Solvej Balle (1993)

Min vurdering 8/10 (For at få mest udbytte fra analysen anbefaler jeg dig at læse bogen først)

Det her er en af de bedste danske bøger jeg har læst længe, og den er ikke overraskende blevet hyldet som et af højdepunkterne i 90ernes danske litteraturproduktion. Bogen er blevet oversat til bl.a. engelsk. Den er kun på 103 sider, men føles som mere.

Bogen er delt op i fire fortællinger som på den ene eller anden måde hænger sammen. Den berører nogle love, der findes, omkring hvad der gør mennesket til menneske:

Fra bagsiden af bogen:
1: biokemiker Nicholas S. leder efter det kemiske stof, der holder os oprejst.
2: Tanja L ønsker at lære smerten at kende.
3 : Rene G havde kun et ønske. Han ønskede og stræbte efter at være ingen.
4: Alette V arbejder hen imod at blive en fysisk genstand, en ting.

Personerne:
Den 4. fortælling peger på genial vis tilbage på 1. fortælling, som giver læseren lyst til at starte forfra. På samme måde diskuterede vi til læsekreds, at Rene G i 3. fortælling muligvis fornyligt har afsluttet et forhold til Tanja i 2. fortælling, og begge deres projekter er en måde at bearbejde deres kærestesorg.

Personerne virker forstyrrede, det er ikke nogle mennesker jeg ville have lyst til at møde, men det er selvfølgelig et øjebliksbillede af deres liv, så det kan godt være jeg er for streng.

Flere af personernes projekter ser ud til at mislykkes. Det de vil finde svar på gives der ikke et entydigt svar på, måske kan det slet ikke besvares, fordi svaret er forskelligt fra individ til individ. Et universelt svar er derfor urealistisk for dem at finde i mine øjne.

Som litteratursiden påpeger, samtidig med at de fire personer leder efter det, som de mener definerer mennesket, fjerner de sig mere og mere fra den verden, de lever i. For eksempel i 1. fortælling svigter forskeren Nicholas S. sin kæreste. Alle fortællingerne kan være et billede på kunstneren eller forskeren, som i nogle tilfælde svigter andre for eksperimentet.

Selv kommer jeg undervejs til at reflektere over ting jeg ikke ellers ville have tænkt over. Der er måske ingenting der giver mening for personerne, muligvis derfor søger de ny mening.

Efternavne (Bemærk: dette afsnit kan være overfortolkning):
De har et-bogstav efternavne, ligesom Josef K i Franz Kafka’s ”Processen”, som blev til bogstavet K i Kafka’s ”Slottet”. I 'Ifølge loven' er efternavn initialerne i kronologisk rækkefølge: SLGV. De tre ud af fire kan være konsonanter i forfatterens fornavn Solvej. Indsæt O og E og der står SOLGEV.

Det fragmenterede navn er måske for at indikere, at der er noget i ubalance i historien ligesom fx cirklen der drejer mod uret i starten af Hitchcock’s film Vertigo.

Hvis man følger min logik, så har Solvej Balle erstattet J med G. Er bogstavet G for at skabe en fornemmelse af ubalance? Du kan også læse GEV baglæns VEG, altså SOLVEG=SOLVEJ.

De forkortede efternavne gør også personerne mere gådefule for læseren, som det også er tilfældet i Paul Auster’s New York trilogi, som der kan drages visse paralleller til. Forsiden øverst synes også at være en drillende bogstavleg.

2. fortælling:
Jeg synes selv 2. fortælling om smerten var den mest interessante, kører manden galt på motorcyklen med vilje, for smertens skyld, så hun kan opleve smerten?

Fortællingen kan være et billede på, at vi bruger kunsten i fx bøger, film, malerier osv til at mærke ting vi ikke lige støder på i dagligdagen.

Synes også der filosoferes over, at vi har det for nemt i dagens Danmark, vi behøver ikke at sulte eller kæmpe for at overleve som i gamle dage. Vi bliver fortalt lidelse er noget dårligt, men hvis der ikke er smerte, så sætter vi ikke pris på lykke ligeså meget. Vi kan lære noget af smerte, men vi lever i en smertestillende industri i dag, hvor nydelse ophøjes og smerte undertrykkes af medicin. Har vi så haft et nuanceret liv, hvis vi kun oplever nydelse? Det er ikke helt forkert, når jeg siger, at mange danskere spiser, når de ikke er sultne, og drikker, når de ikke er tørstige. Inklusiv undertegnede.

3. fortælling:
3. fortælling om at være ingen er også filosofisk interessant. Man kan godt argumentere, at tusindvis af mennesker er ingen, fx hjemløse. Nogle ønsker at være anonyme, men de færreste ønsker nok ikke at være ingenting for andre mennesker. En anden måde at anskue ingen er dem, som ikke vil blive husket efter deres død. Fortællingen synes at påstå, at selvom du gerne vil forsvinde, så er du stadig afhængig af andre på flere måder.

4. fortælling:
4. fortælling minder lidt om 3. fortælling om at blive ingen, men så alligevel ikke, fordi hun på en måde ønsker at blive eviggjort. Jeg synes der er et metalag, som handler om den smalle litteratur som ’Ifølge loven’ hører under. Alette laver bronze, fordi hun nyder det, selvom der ikke er stor efterspørgsel efter det, ligesom du kan skrive smal litteratur, som ikke er populært. Slutningen kan derfor undre, hvis hun nyder sit arbejde.

Kritik:
Ideen bag hver fortælling synes jeg er mere spændende end selve teksterne. Hvis jeg skal være lidt kritisk, så synes jeg de slutter alle lidt på samme måde, at projekterne mislykkes, og de har en distance til deres kære, især 2. og 3. fortælling.

En kritik kunne være, at jeg mangler noget mere om personernes motivationer, men det kan også opfattes som en styrke, fordi det skaber nogle tomme pladser, hvor du kan fortolke. Personerne kunne godt have været beskrevet med mere varme, men igen er det et øjebliksbillede, så det er ikke sikkert, at de altid er sådan.

Genre:
’Ifølge loven’ er svær at genrebestemme, den karakteriseres som alt fra eksistentiel tekstsamling, modernistisk, postmoderne, i grænsezonen mellem roman, novelle og lyrik, eller uplacerbar kortprosa. Selvom de er meget forskellige indholdsmæssigt, synes jeg bogens fortællinger kan sammenlignes genremæssigt med ’Fiktioner’ af Borges, som også er små kryptisk historier. Jeg har anmeldt den her:
http://anmeldervognen.blogspot.com/2009/09/boganbefaling-fiktioner-af-jorge-luis.html

Konklusion:
Jeg synes den er rigtig spændende at diskutere og kan sagtens genlæses, der er mange lag og fortolkningsmuligheder. Der er for mig at se ikke noget tekstmæssigt budskab, det meste er mellem linjerne, det overlades til læseren at spekulere videre.

Hold dig ikke tilbage med at give dig i kast med 'Ifølge loven', læs den især hvis du kan lide kryptiske historier, som giver stof til eftertanke. Den er hurtigt læst.

Videre læsning:
Hvis du kunne lide ’Ifølge loven’, så findes Solvej Balle’s debutroman fra 1986 også på biblioteket. ’Lyrefugl’ er en nyfortolkning af Robinson Crusoe, men set fra en feministisk synsvinkel i stedet for med en hukommelsesforladt kvinde i hovedrollen.

Øvrige kilder:
Denstoredanske: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Efter_1940/Solvej_Balle

Forfatterweb: http://www.forfatterweb.dk/oversigt/zballe00

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/temaer/bem%C3%A6rkelsesv%C3%A6rdige-forfattere-solvej-balle-christina-hesselholdt-og-kirsten-hammann

Litteratursiden.dk: http://www.litteratursiden.dk/analyser/balle-solvej-if%C3%B8lge-loven

http://www.jakob-hansen.dk/hvorfor.html

Boganmeldelse: Vejen / af Cormac McCarthy (2006)

Min vurdering 4/10

Romanen skildrer et dystert, fremtidigt post-apokalyptisk samfund efter den store katastrofe, hvor far og søn begiver sig af sted på vejen alt imens de prøver at overleve.

Jeg blev meget skuffet over denne bog. Dens styrke for mig er, at den virker ret troværdig i sin beskrivelse af, hvordan vores verden kunne se ud efter en katastrofe.

Der er håb, men ’Vejen’ er en ret pessimistisk bog blev vi enige om til læsekreds. De lever for deres nærmeste, tænker kun på sig selv, fællesskabet er væk.

Drengen får ar på sjælen, men bliver også stærkere af, at han og sin far skal kæmpe for at overleve, og man spørger sig selv, om det kun er de stærkeste, som har nået så langt uden at sulte. Søn og far er det varme punkt i en ellers kold verden.

Det er en dystopisk historie, som er det modsatte af utopi. Far kæmper for at sønnen skal tro på, at et bedre liv findes. På den måde synes jeg man kan sige, at søn og far er afhængige af hinanden og lever på grund af hinanden, søn har brug for omsorg og nogen til at passe på sig og finde mad, mens far har brug for noget at stå op til og tro på: sin søn.

Jeg synes den tynde historie passer bedre til filmmediet, fordi der er mange naturbeskrivelser og begrænset handling. Man kan sammenligne det post-apokalyptiske med Kevin Costner’s The Postman, eller filmene Mad Max og Blade Runner. En anden historie der minder lidt om ’Vejen’ er Nevil Shute’s roman ’På stranden’, hvor uden at afsløre for meget en atombombe har gjort USA og Europa ubeboelige pga. radioaktivitet, og de overlevende er rejst til Australien, den handler på samme måde om, hvad det gør ved et menneske, at befinde sig i sådan en situation. Den var bedre efter min mening end 'Vejen'

Cormac McCarthy sender også en lille hilsen til nutidens miljøsvineri, selvom ’Vejen’ er henlagt til en fiktiv fremtid. Budskabet må være, at vi skal passe bedre på planeten. Et andet budskab kunne være, at vi skal prøve at finde mening i en ellers håbløs situation.

Desværre bliver jeg ikke rørt af den trøstende far, som uden tvivl har været intentionen fra forfatterens side. Det er en meget monoton handling, der sker meget lidt. Livet er for kort til at læse halvgode bøger, derfor opgav jeg efter ca. side 100, og snuppede lige sidste kapitel med for at se, hvordan den sluttede. At jeg har fået at vide siden hen, at sønnen efterhånden bliver mere fjern og gør oprør mod sin far gør den ikke mere interessant, da personerne for mig er kedelige.

Nogle gange ser man bøger skaber en lavine af positiv omtale hos anmelderne som Henrik Madsen påpeger i sin anmeldelse af ’Ud og stjæle heste’, og det mener jeg helt klart er tilfældet med ’Vejen’, hvis den havde været skrevet af en mindre kendt forfatter, så ville den nok ikke have været lovprist i samme omfang.

Pulitzerprisen som bogen vandt i 2007 og dens dommerkomité har jeg fået mindre respekt for. Måske er det til dels fordi ’Vejen’ lægger sig op ad andre kendte amerikanske ’landevejs’ klassikere som fx Jack Kerouac’s ’Vejene’, at der har været begejstring og opmærksomhed omkring den.

Der er desværre meget lidt at diskutere i ’Vejen’. En god målestok for om en roman er diskuterbar til læsekreds kan være at skrive i google: titlen forfatteren analyse. I dette tilfælde var der ingen analyser at finde. Jeg vil ikke udelukke, at nogle vil synes det er en god bog, men jeg forstår ikke fascinationen ved den. 

torsdag den 25. februar 2010

Boganmeldelse og analyse: Ud og stjæle heste / af Per Petterson (2003)

Opdat 19/3/2010

Min vurdering 6/10

En norsk roman, som handler om hovedpersonen Trond, som vi oplever som både 15årig i 1948, og som 67årig i år 2000 må det være, hvor han nostalgisk kigger tilbage på sit liv. Et resumé af bogen lyder ikke så ophidsende, om en mand i en hytte i Norge, men der er en del at tolke mellem linjerne. På den måde kan bogen sammenlignes med fx Ernest Hemingway eller Helle Helle.

Far-søn forholdet er for mig hovedtemaet. Tronds har en enorm længsel mod samværet med sin far i barndommen. Andre temaer er alderdom, hovedpersonens forhold til naturen, vigtigheden af at tale om tingene, og personernes forhold til Anden Verdenskrig.

Et paradoks er, at den gamle Trond gerne vil være i fred i hytten pga. en begivenhed der er sket, men bliver glad for samværet med barndomsvennen Lars. Det vidner om, at livet ikke er enten/eller, Trond kan ikke planlægge, hvad han kommer til at føle, og ikke vide på forhånd, hvad Trond betyder i Lars’ udvikling. Og at noget af det vigtigste i livet er relationer til andre. Gamle mennesker som Trond holder ikke op med at lære mener jeg må være et af budskaberne. I romanen er det min fornemmelse, at mødet med Lars igangsætter en række nostalgiske tanker, som måske ikke ellers ville være sat i gang, hvis Lars var udeblevet. Jeg fornemmer Lars og Trond begge bruger hinanden på en god måde til at bearbejde ting i deres liv.

Jeg blev lidt irriteret over Petterson’s skrivestil. Det er grunden til jeg ikke er helt op at ringe mht. stjerner. Den norske natur er meget smukt beskrevet, det er slet ikke det, men det bliver bare for meget for mig efterhånden. Der er for langt mellem de gode citater og passager og for mange ’beautification’ beskrivelser (vedr. natur, kæledyr og spisning) som for mig ikke er relevante nok i forhold til den menneskelige grundhistorie. Jeg gætter på 50% af romanen indeholder nævnte fyld og driver ikke historien fremad, og det er simpelthen for meget efter min smag, som gør jeg som læser keder mig ofte i løbet af bogen. Det gør også historien lidt svært at følge, at den springer i tid, og der er så langt mellem de afgørende handlingselementer. Ifølge forfatterweb følger romanens komposition fortællerens erindring, og mennesker erindrer ikke altid lineært.

Et vigtigt tema er, at ingen af personerne er ret gode til at tale sammen, og det er med til at skabe udstødelse fra fællesskabet. De er ikke gode til at håndtere deres problemer, som måske gør det endnu værre. Måske ville de have godt af en familieterapeut eller lign!?

Jeg synes dedikationen på første side peger i en personlig retning, at Petterson kender nogen ved navn Trond: Til Trond T
I denstoredanske er der en mulig forklaring vedrørende Pettersons familie. I et interview i det norske dagbladet (se link herunder) peger Petterson på, at bogen muligvis bygger på forholdet til sin egen far.

For mit vedkommende var det lidt bizart, at vi ikke hører hvilket job Trond har og meget lidt om Tronds partner? Er det udeladt, fordi disse ting ikke betyder så meget for Trond, eller er det noget han fortrænger for læserne, har Trond lagt låg på sine følelser? Ligesom flere af de andre personer i det lille samfund? Tænker Trond mest på sommeroplevelsen med sin far som 15årig, fordi den betød mere end andre ting? Ligesom Tronds favoritforfatter Charles Dickens spørger Per Petterson: Er vi hovedpersonen i vores eget liv?

Jeg tror også, at der er en pointe med, at faderen (vist nok?) forbliver navnløs, fordi faderen er en ret gådefuld figur. Trond virker splittet i forhold til faderen, som han på en gang beundrer, men kan ikke lade være med at prøve at forstå og tænke over de hensynsløse ting faderen har gjort. Samtidig befinder læseren sig samme sted, hvor vi også prøver at afkode situationen. Vi snakkede også om til læsekredsen, at Tronds følelser overfor datteren på en måde er gået i arv fra Tronds far. Ikke at kunne tale om problemerne er ligeledes noget der er gået i arv.

Romanen bygger op til en slutning, som ikke helt indfrier mine forventninger. Men på den anden side, så indeholder romanen som helhed ikke de store dramatiske scener, så det er nok for meget at forlange. Der er flere uløste spørgsmål, som kan diskuteres bagefter. For eksempel kan det være interessant at spørge, om Trond som gammel stadig opfatter sin far som en helt eller om faderens samlede opførsel har ændret på dette? Faderens opførsel og konsekvenserne for familien er noget, man kan spekulere over til sidst. Har Lars opnået fred i sindet er noget andet, man kunne tage op til en læsekreds. Behøver Lars at føle skyldfølelse, når det reelt set var et uheld, og er det snarere et spørgsmål om manglende kommunikation end manglende tilgivelse?

Alt i alt er bogen god at diskutere, men jeg synes der er for mange naturbeskrivelser, hvilket er årsagen til den ikke får 7 eller 8. Jeg synes ikke der er nok stof til en roman, men på den anden side mener jeg, at der er for meget til en novelle, og dette aspekt for mig er bogens største svaghed.

Jeg vil slutte af med et af mine favoritcitater:
giver den blå verden en trøst jeg ikke ved om jeg vil have, og ikke har brug for, og tager imod alligevel

Det er en af de nordiske romaner, som har fået et internationalt publikum.

Øvrige kilder:

Præsentation og anmeldelser:
http://www.batzer.dk/new/VisBog.asp?Bogid=83

Analyse af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk:
http://www.litteratursiden.dk/artikler/forlige-sig-med-far-om-pettersons-ud-og-stj%C3%A6le-heste

Portræt og gennemgang af forfatterskab:
http://www.forfatterweb.dk/forfatterweb/oversigt/zpetterson00

Interview med Per Petterson (på norsk)
http://www.dagbladet.no/kultur/2003/10/20/381390.html

Anmeldelser:
http://www.complete-review.com/reviews/norge/petterp3.htm

Anmeldelser:
http://www.librarything.com/work/492427

denstoredanske:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Norsk_litteratur/Efter_1914/Per_Petterson?highlight=Per%20Petterson