tirsdag den 19. september 2017

Anmeldelse: Hamlet (Vendsyssel Teater)





Jeg tog til generalprøven den 18 september. Opsætningen på Hjørrings Vendsyssel Teater kombinerede alvor og humor. Gravscenen, stykket i stykket, Polonius’ gode råd, og Hamlets vanvid frembragte latter i store sal. Der blev skruet op for kærligheden mellem Hamlet og Ofelia, en opdatering som Shakespeare's tekst nedtoner.
Musikken fungerede godt. Valget af White Stripes og Jon Hopkins gav historien et moderne præg, noget nær Sofia Coppola’s nyfortolkning af Marie Antoinette. Der blev brugt følelsesladede numre (som denne anmelder ikke kendte) under Ofelia's scene ved vinduet og omfavnelsen mellem Gertrude og Hamlet. Det mest imponerende rent teknisk under forestillingen var selvmordsscenen og sværd-kampen, begge havde stor realisme.
Det kan være instruktøren har lært af Kristeligt Dagblad’s anmeldelse af årets store Hamlet-opsætning på Kronborg, hvor kritikken gik på et overforbrug af moderne scene-effekter som nær var ved at overskygge en ellers fremragende skuespillerpræstation.
Scenografien (i Hjørring) var enkel i sin stil, med trapper og bygning i baggrunden, røde og grålige farver, med kirkegården i front. Det var skuespillet der var i centrum, og især Hamlets (Elliott Crosset Hove's) vanvidsøjeblikke vil stå tilbage i hukommelsen.
Men var scenen for minimalistisk? Jeg fik ikke selv fornemmelsen af at være på et slot, her kunne der måske have været lagt lidt mere vægt på lokalitet. Gravpladsen var dog en genistreg, og netop den scene var et af de visuelle højdepunkter, ved at få tilskueren til at grine, og føle man nærmest kunne ånde skuespillerne i nakken og få en spadefuld jord på skoene, så tæt på sad de forreste.


Sproget var flot som forventet, men indimellem kunne dialogen være en anelse teksttung. Det virkede til de momentvise humoristiske indslag var en måde at fastholde teatergæsternes opmærksomhed og gøre historien mere tilgængelig. Den flertydige sprogbrug er netop styrken ved Hamlet og en af hovedårsagerne til stykket har overlevet. Du vil kunne tage nye ting derfra hver gang. Vendsyssel Teater's appetitvækker "kampen for at få sandheden frem i en verden fyldt med fake news. Men findes der kun én sandhed?" var en interessant vinkel, men jeg må nok gense stykket for at fange de nuancer.

De sidste minutter forløb temmelig kaotisk udenfor scenen, en dame blandt publikum blev dårlig og der måtte tilkaldes ambulance. Det var synd at det skulle slutte på den måde. En ung mand med en hjertestarter kom løbende. Fik en e-mail dagen efter fra Vendsyssel Teater at hun klarede den og er blevet udskrevet fra sygehuset.

torsdag den 16. marts 2017

Anmeldelse: Niels Klims underjordiske Rejse (Vendsyssel Teater)

Det var med glæde jeg i aftes kunne se Vendsyssel Teaters nye, udsolgte satsning Niels Klims underjordiske Rejse, en nyfortolkning af norsk/danske Ludvig Holbergs klassiker fra 1741.

Visningen var generalprøven. Det var mit første besøg i det nye Vendsyssel Teater og efter lidt besvær med at forstå siddepladsordningen, kunne jeg sætte mig i et behageligt sæde på balkonen i hovedsalen. Der var enkelte øjeblikke hvor det kneb med at se alle skuespillerne på gulvet, men for det meste var det til at følge med i. Holdet af skuespillere talte højt og havde muligvis mikrofoner på, så der var ingen besvær med at høre.

Efter en kort intro hvor kunstnerisk chef/instruktør Peter Schrøder bød os velkommen, gik stykket i gang. Schrøder fik sit gennembrud i 1973 i en tidligere opsætning af Niels Klim på Gladsaxe Teater, som måske har været inspirationen.

Jeg er langt fra en hyppig teatergænger, men publikum var begejstret og der blev klappet og grinet under forestillingen. Der var noget til både hjernen og lattermusklerne, ofte på samme tid. Især første halvdel (før 20 min pause) imponerede mig, hvor den ny konstruerede teatersal blev udnyttet til fulde. Jeg vil ikke afsløre for meget, men der er nogle overraskelser rent scenemæssigt. Kostumerne var farverige, med grønt og lyserødt, og Carsten Svendsen var overbevisende og energisk i hovedrollen. Selvom hans karakter gør noget egoistisk, holder man stadig interessen og der er rig lejlighed for at se tingene fra de fremmedes perspektiv, som fx er talende træer og abemennesker. Teaterstykket varede ca. 2½ time inkl. pause.

Jeg har ikke læst bogen, min viden om Niels Klim er begrænset til sekundære kilder. Jeg kan anbefale Weekendavisens artikel fra 2012 ’En underjordisk verden, som spejler os selv’ (Adgang via bibliotekets hjemmeside), som giver en dybere indføring i hvad historien har på hjerte. Det er først og fremmest en samfundskritisk satire over europæerens bedrevidenhed i mødet med fremmede kulturer. Ved at lade handlingen foregå i et science-fiction univers under jorden forsøgte Holberg at stille skarpt på en indirekte måde. Med bogen fik han sit gennembrud over for den læsende europæiske offentlighed. Romanen kan sammenlignes med Jonathan Swifts satire Gullivers rejser fra 1726, som er en kritisk allegori om samtiden. Der kan også drages en parallel til Shakespeares Hamlet, den nyuddannede akademikers møde med den virkelige verden.

I det nye teaterstykke bliver Niels Klim mainstream for et nutidigt publikum. Der bliver gjort grin med magtsyghed, europæerens ufejlbarlighed, ubrugelige uddannelser, mænd og kvinders forskelsbehandling, respektløshed overfor naturen og dyrene, menneskets overfladiske forfængelighed, og hvordan vi ikke skal undervurdere andre kulturer og det de kan lære os. Temaer som stadige er aktuelle i dag. Der var under stykket også en tendens til at vende tingene på hovedet, sådan at de fremmede kulturer også havde nysgerrighed, arrogance og misforstod tingene, som gav flere nuancer.

Niels Klim er en eventyrer som søger sin plads i samfundet og ønsker at finde kærligheden. Hvordan det går ham, må du opleve i teaterstykket, se tv-serien fra 1984 med Frits Helmuth, eller læse bogen/tegneserien for at finde ud af.